|
Farveblyanterne er et billede på den mangfoldighed, der er hos Gud.
I himlen er der masser af farver, lys og lyd.
Når Guds rige bliver synligt her på jorden, får vi lov til at se nogle af alle de fantastiske ting, som er i Himlen.
En af tingere er mirakler.
|
Jeg er en ældre herre på 79, og jeg har et spændende vidnesbyrd at fortælle om Guds storhed og godhed. I oktober 2007 fik jeg en bypassoperation, hvor der blev lavet tre omløb. Sommeren 2008 var en virkelig god tid, hvor jeg var fuldt restaureret og kunne fungere igen på alle måder. Jeg havde alle mine kræfter igen, men på et tidspunkt i løbet af den efterfølgende vinter blev det opdaget, at pulsen var uregelmæssig, og det endte med en ultralydsskanning af hjertet og senere en undersøgelse af kranspulsårerne med det meget negative resultat, at jeg trængte gevaldigt til enten en ny bypass eller en ballon- og stent-udvidelse, men ingen af delene kunne lade sig gøre, fordi årerne var for tynde og for skrøbelige, og man turde simpelthen ikke gøre noget ved dem.
På et tidspunkt fik jeg fra sygehuset besked på, at de ikke kunne hjælpe mig. Jeg fik nogle stærkere kolesterolpiller, og vores lokale læge sagde til os, at det eneste, han kunne tilbyde var nogle lykkepiller, hvis det psykiske tryk blev for voldsomt. Der var kun én udsigt – og det var døden.
Der var så ikke noget at gøre, og vi tog det forholdsvis afslappet. Jeg gik til forbøn i menigheden et par gange, men på et tidspunkt tidligt på sommeren blev jeg klar over, at det skulle jeg ikke mere, og jeg måtte sige til Gud, at det var ham, der vidste præcist, hvor længe jeg skulle være her. Jeg overgav alt fuldstændigt i hans hænder. Ville nogen bede for mig, var de velkommen til at gøre det, men jeg skulle ikke selv bede om det. Jeg vidste, det var Gud, der bestemte.
Vi levede egentlig godt med det, og vi havde en rigtig god sommer og var på en uges ferie, men hen på efteråret kunne vi godt mærke, at det stille og roligt gik tilbage. Jeg kunne mindre og mindre og sov mere og mere. Jeg brød mig ikke at være sammen med mange mennesker og kunne ikke klare støj og uro.
Vi levede en stille tilværelse, men var begge to rolige og trygge, fordi vi vidste, hvor problemet var lagt hen.
Nytårsaften spiste vi sammen med menigheden, hvor der var nytårskomsammen. Vi tog hjem midt på aftenen efter middagen, for der var meget støj og glæde, børn og unge - og larm. Det var ikke rigtigt min kop te.
Vi sad så herhjemme, og omkring klokken elleve bad vi sammen. Jeg følte, jeg skulle læse Matt. 21, 22, hvor der står: ”Hvis I har tro og ikke tvivler kan I sige til dette bjerg: Løft dig op og styrt dig i havet! Og det vil ske.” Jeg måtte bare sige til Gud: ”Den tro har jeg ikke, men jeg vil godt have den.” Jeg bad om at få den. Jeg sagde til Ellen: ”Jeg ved, jeg skal gå til forbøn, og det skal være i menigheden.” Det skulle ikke være nogle bestemte personer, der skulle bede, men det var en menighedsopgave.
Søndag d. 3. januar gik jeg til forbøn i menigheden, hvor jeg spurgte, om vi kunne bede om et mirakel. Jeg mærkede ikke noget specielt, men vi gik en lille tur om eftermiddagen. Mandag morgen fornemmede jeg, at der var sket et eller andet. Jeg havde hidtil klaret mig med nitroglycerinpiller og – spray, som udvidede årerne, så blodet lettere kunne strømme igennem. Jeg droppede pillerne og sprayen. Vi tog på det ugentlige indkøb i Viborg, hvorefter jeg plejer at være kvæstet resten af dagen. Det var jeg ikke, og jeg gik ud for at skovle sne, hvilket var helt uhørt, og Ellen sagde, at det var vanvittigt, at jeg gjorde det. Om eftermiddagen fik vi en ton træpiller hjem. De skulle flyttes hen på en nedstyrtningsordning til kælderen. Jeg måtte holde et par pauser, fordi jeg ingen muskelkræfter havde mere. Hjertet fik ilt nok, så jeg fik det mirakel, jeg fik at vide, jeg skulle bede om.
Sammen med miraklet fik jeg også besked på nogle ting, jeg skulle tale om, nemlig om hvad Gud forventer af os, hvis vi vil se mirakler i tiden fremover, men det er en anden historie.
Vi er i dyb taknemmelighed til Gud og fyldt med ydmyghed og ærefrygt.
Jørgen Molin
|
