Næsesagen

Mit helbred har altid været godt.

Dog, da jeg var lille dreng, faldt jeg pladask ned på fortovsfliserne, og det blødte fra næsen og gjorde ondt. Jeg rendte hjem til mor, som behandlede og sagde, at det skulle nok gå over.

Jeg husker, at min næse ”snurrede” og var øm i flere dage.

Så glemte jeg alt om det, men da jeg som teenager for alvor begyndte at kikke mig i et spejl, opdagede jeg, at min næse var skæv, og langsomt gik det op for mig hvorfor.

Da jeg var 17 år, opfordrede min sygekasselæge mig til at få opereret min næse lige, men det afviste jeg fuldstændigt. Der var ingen, som skulle pille ved min næse. Havde Gud ikke skabt os, som vi var, og skulle mennesker så til at ændre ved vores udseende?

Så langt nåede min teologi om helse og sundhed i mine meget unge kristne dage.

Blindtarmen

Min himmelske Far vidste udmærket godt, hvordan Han skulle undervise mig omkring spørgsmålet om helbredelse.

Han tillod nemlig, at jeg i november 1971 fik blindtarmsbetændelse. På det tidspunkt havde jeg lige fået fat på bøger med helbredelsesundervisning af T. L. Osborn, og bøgerne havde et ganske enkelt budskab: Flemming, du skal bare tro, så klarer Gud resten, og du vil opleve helbredelse!

Jeg husker, hvordan jeg under smerter, jeg aldrig før havde oplevet magen til, med Osborns bog i min venstre hånd og min højre hånd rakt op imod Himlen proklamerede fuld helbredelse over det syge sted i mit liv.

Efter 2 dages uafbrudte helbredelsesproklamationer, næsten både dag og nat, forværredes min tilstand dog. Så meget, at mine forældre – imod min vilje, naturligvis – fik mig bragt på hospitalet, hvor jeg meget hurtigt blev lagt på operationsbordet. Her tog kirurgerne min blindtarm – eller de sørgelige, stærkt perforerede rester af den – ud af min krop.

Efter operationen havde jeg ingen smerter i maven, og havde det godt. Osborns troslære hjalp mig ikke her. Derimod lægernes ekspertise.

Dette blev en grundlæggende undervisning for mig, hvorledes Gud arbejder. Jeg fandt ud af, at Han er suveræn Herre, og passer det Ham – og dermed åbenbart er nødvendigt – for Hans og min skyld at bruge lægerne som kanaler til at gøre os raske, så gør Han det, og ønsker Han modsat at gøre det ved et direkte indgreb fra Ham selv, så gør Han det. Uanset hvordan det gøres, så gør Han det.

Herefter var jeg klar over, at min himmelske Far naturligvis har den fulde ret til at pille ved både næser, blindtarme og meget andet. Mit legeme er jo Hans legeme, da Han ejer alt!

Astma

Mange år gik hen uden sygdom, men i 1997, mens jeg endnu levede i Bogotá, Colombia, begyndte mit åndedrætssystem at blive rigtig dårligt, med hoste og slim i lange baner, så lommetørklæder, køkkenruller og toiletpapir blev brugt i mangedoblet mængde i vores hjem.

Ved min hjemkomst til Danmark i 1998 gik jeg straks til læge, som konstaterede, at jeg havde fået astma af en sådan grad, at jeg ikke skulle regne med at blive rask nogensinde, og at jeg skulle tage astmamedicin med binyrebarkhormon resten af mit liv, og en mulig effekt af denne kunne være senere blindhed.

Jeg havde en forholdsvis klar fornemmelse af, hvorfor jeg havde fået astma i Colombia:

For det første er Bogotá en af Sydamerikas mest forurenede byer, og flere gange havde vi luftproblemer i byen på grund af afbrænding af affald, udstødning, giftudslip og flere andre faktorer.

For et andet havde jeg gennemgået det, som nogle ville kalde en traumatisk depression, men som jeg klart vil betegne som åndelige anslag med medfølgende åndelig kamp, hvor min rustning sandsynligvis ikke var 100 % tæt, og hvor nogle af mine nærmeste relationer med trossøskende på Kristi legeme led relationsskade.

Der står skrevet, at vi skal drikke dødbringende gift, og det skal ikke skade os (Mark. 16, 18), så jeg var over bevist om, at en storbyforurening ikke kunne udvikle astma i mig i sig selv, da jeg var under Den Salvedes fulde beskyttelse. Men begyndte beskyttelsen at krakelere, fordi jeg ikke forstod at være rustet og benytte mine åndelige våben korrekt, eller fordi jeg stod for alene over for en for stor fjende, konkluderede jeg klart, at min fjende havde fået adgang til min krop.

Naturligvis hjalp astmamedicinen mig, så jeg fik genoprettet 80 % af min fulde lungekapacitet, men jeg ville for enhver pris vinde mit anfægtede helbred tilbage.

Flere gange samlede jeg al min tro, citerede og proklamerede Guds ord med løfter om helbredelse og meget mere. Samtidig holdt jeg op med at bruge astmamedicinen.

Efter kort tid faldt hvert eneste af mine forsøg skamfuldt sammen. Jeg blev bare ikke helbredt.

Midt i denne kampproces voksede en tro inde i mig, at Gud ville helbrede mig.

I senefteråret 2010 blev Merryann og jeg en del af det kristne fællesskab i Ørum, Kilden. I de følgende uger og måneder mærkede jeg på min krop, at mit fysiske velvære blev bedre, selv om jeg før oplevede det som rimeligt godt uden andre skavanker end astmaen – som var slem nok – samt tilbagevendende næsepolypper.

I foråret oplevede jeg noget mærkeligt, som jeg aldrig havde erfaret før.

Første gang det skete vågnede jeg op sent om natten med en flydende substans i min hals af noget, som nærmest kan betegnes som asfalt (selv om det naturligvis ikke var asfalt). Jeg gik ud på badeværelset begyndte at spytte en stærk asfaltlignende væske ud af min krop. Som en ”sikkerheds skyld” kastede jeg i Jesu navn den urene ånd ud samtidig med ”asfalten,” for jeg havde jo mange gange før i mit og andres liv været konfronteret med dæmoners virksomhed i kristne brødre og søstre.

Mens det hele stod på, kom en tanke til mig: Det er din astma, som går!

Jeg fortsatte med at tage min astmamedicin, men et par måneder senere opstod nøjagtig det samme fænomen én gang til: Ud på badeværelset, udspytning af ”asfalt” og – for al sikkerheds skyld – udkastning af eventuel dæmon, som stod bag.

Igen kom tanken til mig: Det er din astma, som går!

Langt om længe handlede jeg på baggrund af, hvad der var sket, og holdt op med at tage min astmamedicin.

Jeg fortalte ingenting til Merryann, da jeg havde forsøgt så mange gange at blive fri for astmaen. Hun ville sikkert bare tænke, at nu prøver Flemming selv igen!

Som dagene gik, fik jeg det ikke værre, men bedre! Ugerne gik, og jeg fik det bedre!

I juli var Merryann, Nataly og jeg på en uges ferie i Harzen, og jeg havde taget min astmamedicin med som om jeg stadig tog den, men altså alligevel ikke gjorde det.

Jeg glemte blot én ting!

Merryann havde jo arbejdet i årevis med colombianske børn og unge, hvor mange af dem ind imellem godt kunne finde på at ”låne” (dog uden at aflevere tilbage!) kosmetik m.v. fra os. Derfor havde Merryann altid placeret kosmetik på en måde, så hun let kunne finde ud af, om ”fremmede” havde haft fingrene i vores ting.

Denne ting glemte jeg på vores ferie i Harzen, så på den tredje dag af vores ferie spurgte Merryann mig, om jeg stadig tog min astmamedicin?

Dette afkrævede jo et svar, og da jeg er forfærdelig dårlig til at lyve, måtte jeg fortælle hende sandheden om, hvordan Gud havde helbredt mig.

Min himmelske Far skal have al æren for dette!

Hvad var Fars undervisning så til mig gennem ”astma-prøven?”

Jeg har lært, at Gud ønsker at helbrede, men at Han bestemmer hvornår og hvordan Han gør det. Årsagen til ventetiden kan jo have mange årsager. En af dem kunne være, at ikke var klar til at modtage en sådan gave før den tid, som Herren vælger som den bedste.

Et andet aspekt er dog en åndelig lov, som bl.a. er udtrykt i 2. Mos. 23, 10. Den åndelige lov går ud på, at vort arbejde ligger ufrugtbart hen – ligger brak – med henblik på at afslutte et forløb samt påbegynde et nyt. Der vil her ikke være plads til en uddybning af denne lov, men jeg har personligt gennem det arbejde, der er blevet mig betroet, at denne lov er en virksom, åndelig lov.

Flemming Kjær